Gå til sidens hovedinnhold

Et overhendig juleveir

Brev til «Skandinaven» fra Henrik Kravik.

Aa nei for en jul vi havde! Bare Sne og Uføre fra den ene Ende af Julen til den anden. Ja slig en mørk og snefuld Julehelg kan ingen mindes at ha oplevet. Og sligt et Strev som det haver været med al denne Sneen. Høitiden, Helgen og Julehvilen har ikke vist maken som iaar; altihob blev borte i Sneen. Folk holdt paa baade sent og tidlig med at holde Veiene noenlunde passable.

Juledagsmorgen havde vi 16 Tommer Nysne, som var faldt om Julenatten. Allerede i Graalysningen maatte jeg op og maake Vei til Fjøset, saa Kuene kunde faa sin Breakfast, og siden til Laden, Staburet og Vedskjulet m.m.

Saavidt færdig hermed kom Helge Sønde vadende nedover med Trug paa Benene. Han maatte prøve at holde veien aaben til Bygden, sa han; - «men holdt dette ved, saa kom vi vel til at sne inde». Helge var rent mødig i Hu. Nu blev det jo en Umulighed at komme til skogs paa denne Side av Marimess. Og han som havde en hel Mængde Lakterved at hugge og drage frem der borti Gundershol. Ja, du ved hvor Gundershol ligger henne? – Ikke? – Saa ved du dog hvor Sjondalaasen ligger, Gaarden Aarveltas gamle Heimsæter; men enda solgt til Helgespladsen for et par Mandsaldre Siden. Den Sæter er jo bekjendt for sine Sagn om underjordiske og sin Troldkirke – en stor kirkelignende Sten i Nærheden.

Her under Sjondalsaasens lune Bergvegge var det at gamle Halvor Helgespladsen engang avlede hele 5 Tønder Rug. Har du nogensinde hørt Magen til Aarsvoxt paa en Sæter? Og det altsammen i brænte Braater. Men saa kan du tro han havde ryddet indunder Aasen ogsaa. Nu derimod rydder Folk sjelden hjemme paa Gaarden, end sige paa Sætrene, og en Sætting Braaterug findes knapt i hele Numedal. Nei, nu gaar man til Kræmmeren og kjøber udenlandsk Rugmel i stedet.

Men det var Gundershol vi skulde ha Tag i. Ret i nord for Sjondalaasen ligger Gundershol, en nu udlagt Sæter som har tilhørt Pladsen Righaug. Her sat gamle Margit Righaug mang en Høst og Vaar med sine Kreaturer. Forunderligt! Før havde man Sætre og Pladse i hver Krog, nu lægges som regel alt Øde og Skogen gror lige indpaa Pisthella. Vore moderne Skogtilbederes Evangelium er, at Mennesket ikke skal underlægge sig Jorden; men at Skogen skal underlægge sig altihob….

Stor og landsgavnlig er Skogavlen, naar den drives med Maade, men rent faretruende for Samfundet naar den drives i vanvittig Ensidighed.

Ja, her rundt Gundershol er det at Helge Sønde skal hugge Lakterveda af tørket Gran og Furu. Jeg trøstede Helge med at der nok kom Tøe efter Sne og Sol efter Skodde.

Brøiting

Da vi havde skrønet nogle Stubber sammen over en god Kop Kaffe, maatte jeg følge Helges Exempel, ta Truger paa Beina og brøite Vei paa Storveien. Og samtidig maatte jeg nordom Kvisle. Jeg ville faa Severin til at kjøre Sneplougen – fordi næste Gang der blev Brøiting var det nemlig vaar Tur paa Bratterud. Du ved at hver Gaard i Roden pligter at kjøre Sneplougen efter Tur.

Severin var ikke netopp hjemme, han kjørte nu Sneplougen med Ole Lofthus. Men da jeg havde godgjort mig med Juleskjænk og Bakkelse som Severins Kone trakterede med, kom Severin hjem.

Han fortalte det maatte tre Heste for Plougen i dag. Og da det var min Tur til at skaffe den tredie Hest, kunde det gjerne bli slig at han havde brøit for mig.

«Ja slig er det at have Lykken i Uføret» sa jeg. «Men Brøiteplougen maa du hente paa Lofthus og skrive af», sa han ellers skriver Ole Hesten i Forskud paa Brøitingen i næste Omgang.»

«Da er det mindsanten paa Tide jeg rapper mig» svarede jeg og tog Byksen fat, saa Snespruten stod rundt.

Severin skal flytte fra Kvisle til Ødegaarden som han haver kjøpt. Han har i ca 13 Aar havt Kvisle til Forpagtnings. Gaarden eies nu af Labro Træsliberi i Sandsvær som kjøbte den for 3 à 4 Aar siden av Strand og Co, Sigdal, Kvisle er fra næste Aar bortforpagtet til Lars Land fra Nore.

Kommen til Lofthus havde alt Ole skrevet ind alle 3 Hestene paa sin Regning, men dette fik vi strax korrigeret og rettet. Og saa slog han i en hel Dram med ren Sprit og bød mig.

«Nei tak» sa jeg. «Ren Sprit har jeg aldrig rigtig kunnet fordøie- det er bare en eneste det Gang det, og det var da Kaptein Nilsen i bidende «Red River Kulde» kjørte Prærien fra Grand Forks til Granville; men da reddet Spriten os fra rigtig at bundfryse.»

Jo! Jeg maatte og skulde smage, nu hadde jeg rigtig fortjent en god Slurk, det at jeg kom sparede ham for at gaa afsted med Brøitebogen.

Jeg liger i regelen alle Slags Bøger enten de er store eller smaa, gamle eller nye, moderne eller gammeldagse, altid er det noget i dem, selv hvor tørre og skindmagre de end kan se ud. Men Brøitebogen er en Undtagelse – den hader jeg. Ikke nok med det at den er Verdens tørreste og Indholdsløseste Bog, saa er den tilmed som Svartebogen, -en ved aldrig naar man bliver den kvitt og bestandig maa man lakke afsted med den paa Aarets værste Uveirsdag. Og dobbel ærgelig er det nu på første Juledag at vabbe afsted med den i al denne Nysneen lige til Bogstrand istedenfor at kose sig rundt Ovnen med den nyeste Julelitteratur og de sidste Aviser. Sneen faldt og faldt, i store lodne halvkramme Flænger saa min flade Bæverskindslue fik store hvide Utskot akkurat som Taget paa et Hus.

Men hvem er saa Ole Lofthus for en Kar? spørger du som har været mange Aar over pa den anden Side af Blaamyra. Det skal jeg fortælle. Det er Kjøbmand H. Gladheims Gaardsbestyrer paa Lofthus. Ole har været i familiens Tjeneste i ca. 30 Aar. Først var han Dreng hos gamle Kjøbmand Hansen paa Kongsberg, og da saa Hansens Datter blev gift med H. Gladheim kom han til Lofthus som Gaardsgut og avancerede til Gaardsbestyrer da Gladheim flyttet til Byen. Sligt maa man kalde lang og tro Tjeneste. Og hvem skulde vel ha medalje om ikke Ole Saastad paa Lofthus.?

Paa Bogstrand blev jeg kvit «Boka» uden større Spetakler til Tore Køsin som nu bruger gaarden for Gamlefolket. Tore er gift med deres Datter Maren. Gamlefolket Knut og Bertha bor nu for sig selv i en Stue i Vaaningens nordre Del. Jeg maatte ind til dem og ha baade Juleøl og en Kop Kaffe. De Folk er altid saa hyggelige og koselige og omframt gjæstfrie.

Knud og Bertha haver havt en stor Børneflok, men nu er alle for lengst siden voxne og de fleste fløine af redet. Tre sønner: Kristian, Reiar og Knut og Datteren Gunhild er i Amerika og tre Døtre og den ældste Søn Torvald er hjemme.

Men i Kveld var ikke Torvald hjemme, han havde gaaet nord til mig.; vi havde vel omfaret hverandre paa Veien. Men jeg maatte skynde mig nu da Torvald sat hjemme og ventede. Og ud bar det i Mørket og Sneen der dryssede og faldt uafladelig, som gjaldt det at holde Brøiterne i beskjæftigelse. Kommen hjem sat Torvald og godgjorde sig med de nyeste amerikanske Aviser. Han har bestandigt havt slig Leselyst den Gutten. Jeg husker mangengang i Almueskolen, naar de andre støiede og lekte i Frikvarteret, saa sad Torvald og jeg inde og grov frem gamle «Almuevennen» som vi fandt inde i det gamle Roskab. Skolen holdtes den gang i Nordstuen på Kvisle og gamle Knud Haslerud var Skolemesteren vor. Det var før skolehus blev bygget.

Anden Juledag samme Veir, Stor Brøitesne og mer saa det du til at komme. Samme Visen op igjen som Dagen før; Maake Sne og trå med Trug for Resten.

Nyt fra bygden

Da jeg udpaa Dag var ned til Postkassen for at hente Posten, tittede jeg med det samme indom til Halvor Bratterudjordet. Halvor er gammel og krank blidt nu i det sidste Aar. Hans Bror Torkild er hos ham; men han er for det meste Sængeliggende, han er ogsaa over 80 Aar. Sin lille Gaard Prysjø har han for nogle Aar siden solgt og overdraget til Halvors forrige Husholderske – Turid Lisæt. Hun bor nu i Prysjø i Lag med sin Søster Gunhild; men begge er gamle og kleine med Helsen. Halvor Bratterudjordet har nu sat bort Gaarden til «Brukings» til Ole G. Righaug. Jeg spurgte Torkild om han kunne minnes en Snejul som nu. Nei, det gjorde han rigtignok ikke; men en gang før hans Tid var det et forfærdelig Uveir i Julen så der var kun 3 Mand som møtte til Veggli Kirke anden Juledag. Og da forstaar du det maa ha vært temmelig «loddent» Føre, saa tæt som Bygden er rundt Kirken - det er jo den mest tætbygde Grænd i hele Numedal.

Trediedags Morgen var Nysneen ikke fuldt saa stor som de andre dagene, saa den dagen sløifede man Sneplougen i Storveien. Men derimod Fjerdedag maatte man sætte 4 heste for Plougen og enda blev det ikke anden Vei end en Rende midt efter. Sneen raste ned fortere end den kom op. Nu maatte hele Roden ud og maake. Vi maakede hele Nytaarsaften saa vi holdt paa at faa Gigt i Smalryggen. Vi var bare saavidt færdige før Tøveiret satte ind. Og det kom med slig Magt at det bragede Sneras i alle Lierne. Denne vældige Snemassen smeltede nu og skrumpede ind paa et par Dage til en ren Ubetydelighed. Ja slig er det, naar Nøden er størst saa er Hjælpen nærmest.

Fjerdedag kom der ingen Post, da kom Postføreren op igjen fra Rollag Postoffice uden Postsæk. Posten fra Kongsberg udeblev da togene til Kongsberg hadde kjørt sig fast i Sneen. Det var første Gang Posten udeblev.

Her kom masse Brendevin hjem til Julen og «Julehoder» havde nok altfor mange Ungdommer i Aar ogsaa. Man kunde, Ret som det var høre Vræl og Skrig af drukne Stemmer inde i Snetykket. Akkurat som fordum, naar Gast og Draug lod sit hæse Raab høre op fra Elvedybet. Aa ja, her er Gjengangere i alt.

Hjemkommen fra Amerika er Herbrand O. Kravik med familie. Herbrand vil nu slaa sig til her hjemme og har kjøbt Gaarden Kjøntvedt i Nore for 24,000 kroner.

Andres Stenersen Jorde kom hjem til Jul, men vil reise igjen til Vaaren. Lars Brenna kom ogsaa hjem til Jul. Han har vært i Amerika i 35 Aar. Lars har en forunderlig Evne, han paastaar at han skal kunne finne Gull med en Hasselkluft, slik som Folk finder Vand med. Naar Kluften er lige over Aaren drager det i den. Saa nu trenger ingen mere reise til Alaska eller Transval for aa finne det røde Metal. Her er nok Gull i overflod her i Veggli ogsaa. Ja ja, vi faar vel se da!

Jens Traaen kom hjem i Sommer og bor nu paa søndre Kongsjorden. Han har kommet sig godt frem i de Aar han har været i onkel Sams Rige og vil nu kjøbe sig Gaard her hjemme og leve resten af sine dage i vort gamle Fædreland.

Til Amerika skal reise i Vaar: Knut og Nils Laugergaarden, Herbrand Vindegg, Knut og Lars Løite og Gullik Jylvik. Her blir snart ikke andet end børn og gamle Folk igjen ser det du til.

Gamle Torgunn Laugen brækkede nylig sit Laarben. Hun gled og faldt overende ved Brønnen.

En af Norges største Eiendomsbesiddere Gjest Borge i Nore døde før Jul. Han var omkring 80 aar gammel. Mestersmeden paa Brobakken giftede sig nylig med Aase Severinsdatter Kvisle.

Dette faar være nok for denne Gang. En kjærlig Hilsen til venner og bekjendte over i Vesterland!

Henrik Kravik

Henrik Kravik

Henrik Kravik (1866-1918) var født i Nore, men budde meste av livet i Bratterud i Veggli. Han er kalla «litterat» i ei folketelling og han skreiv mykje.

Mellom anna skreiv han innlegg i dei amerikanske avisene «Skandinaven» og «Dechoraposten». Han kalla sine artiklar «Nyt fra Numedal». Og han hadde med nyhende frå heile dalen. Ofte lange artiklar som kunne fylle ei heil avisside. Han såg altså ikkje berre si eiga heimbygd, men følte for å formidle noko frå heile dalføret.

Henrik hadde sjøl vore i Amerika i seks år. Han var den fyrste som tok til orde for å få skrivi bygdehistorie for dei ulike bygdene i dalen og han skal ha gjeve frå seg noko stoff til Nore og Uvdal si historie.

Kravik ivra for å få reist ein minnestein over Nattestadbrørne Anstein og Ole og han ivra også for jernbane etter dalen. I boka Numedalsfolk frå 1997 har han historier av ulik karakter og mange har lura på om dei sagn han viser til er fri dikting eller verkelege segnir.

Eg trur at det han har av sagn verkeleg er bygd på segnir han har hørt. Hugs han var født så tidleg som i 1861 og mykje har blitt borte på vegen. Her skal du få eit «Nyt fra Numedal» der han skildrar julehelga i 1901 nørdst i Veggli.

Kommentarer til denne saken